Ni mødesteder bliver udviklet for at styrke de oplevelser og værdier, der er knyttet til det åbne land mellem landsbyerne inde på Bornholm. Præcis i 4-Kløver-Klyngen på Bornholm, hvor der findes et udviklet stisystem mellem landsbyerne, vil en række mindre arkitektoniske nedslag i naturen omkring stierne gøre det muligt at mødes på tværs og opholde sig i naturen. Projektet er tænkt at tjene lokalsamfundet, men kan også være en god oplevelse for turister.
Pavilloner kommer i forskellige former og bliver primært bygget af træ. De er tænkt at inspirere til udendørs fællesskaber og aktiviteter og give flere en god anledning til at lege, bevæge sig og opholde sig i det fri. Blandt andet kommer der en snegleformet pavillon, en solnedgangsbænk på den allerbedste plet, et shelter i flere niveauer, og andre små pavilloner midt i naturen.